Gratis kropsterapi til dig i sofaen

Imens vi venter og fremtiden er usikker, sidder du måske og bekymrer dig om dine smerter, spændinger og problemer. For hvornår kan du få hjælp, og måske virker alt uoverskueligt netop nu pga. coronavirus. Men så er det på tide at komme op af sofaen, og anskue tingene fra en anden vinkel med en virtuel form for kropsterapi.

Jeg vil jo allerhelst byde dig velkommen i klinikken hos Karmalounge i Espergærde til en behandling, men måske skal jeg holde lukket lidt endnu, og derfor vil jeg gerne invitere dig til en gratis virtuel form for kropsterapi.

Så læs bare videre og gør dig parat til behandlingen.

Måske har du smerter et sted eller også er det frustration, bekymring, udlængsel og uro der præger dit sind, og som fylder og gør det svært at bevare optimismen. Uanset hvad det er, er det en reel følelse og den skal du tage dig af.

Det taler vi tit om på briksen. Fordi følelser mærkes fysisk i kroppen og er derfor vigtige at anerkende for at vi kan tage os af dem. Vi tænker følelserne i hjernen og vi mærker dem i kroppen.

Mærk helheden – ta’ ansvar for din krop

Alt spiller ind. Det er helheden der tæller – kroppen, følelserne, psyken og i denne forbindelse dit “mindset”. Kun ved at anskue helheden kan du blive stærkere og komme smerterne til livs og mærke efter hvad der er godt for dig.

Kroppen er stærk. Den kan føde et barn og løbe et Marathon. Og hvis du tænker på disse to utroligt fysiske anstrengelser, så tænk på hvor meget psyken og åndedrættet spiller ind her.

Hvad gør du når du mærker smerte eller har en spænding?

Låser du kroppen i smerte og trækker dig i din bevægelse? Eller åbner du op for en løsning af problemet og strækker armene i vejret og trækker vejret helt ned i maven?

Prøv det lige nu!

Stræk dig.

Rejs dig nu og stræk armene i vejret og træk vejret så dybt du kan. Mærk fornemmelsen. Tænk over hvornår du sidst har strukket armene i vejret og trukket vejret dybt samtidigt ?

Nu har du strukket armene og det er tid til at strække resten af kroppen. Går du til yoga eller pilates, kan du med fordel bruge de stræk du kender fra det, og ellers handler det om at mærke efter.

Læg dig nu på gulvet eller i din seng. Brug lidt ekstra tid på at mærke efter hvor det spænder eller hvor der mærkes ubehag. Stræk og træk vejret dybt.

Stræk ud præcis der hvor du mærker smerten, og giv det et ekstra nøk. Kom rundt i alle afkroge af kroppen. Løft arme op og ben i vejret. Stræk og giv dig tid til at mærke efter, hvad det er der sker i kroppen. (Det er dit bindevæv du strækker og det vil jeg skrive mere om i en anden artikel).

Ku du mærke en forskel? Det er en lille øvelse, der gør så meget gavn – specielt hvis du er vandt til at sidde ned det meste af dagen. Du åbner op til mavemuskler og diafragma og ilter derved blodet mere effektivt i kroppen.

Al bevægelse er godt.

Nu skal du op og stå for det er tid til at få pulsen op.

Normalt i kropsterapi arbejder vi med pulseringer i massagen for at forbedre blodcirkulationen. Vi taler tit om vigtigheden af motion og bevægelse i forhold til at behandle helheden i kroppen, da den bidrager til øget kropsbevidsthed som igen har en positiv effekt på sindet.

Stil et ur på 15 minutter. Start med at løbe på stedet så hurtigt du kan og så længe du kan. Du kan også gå hurtigt på stedet. Mærk efter, og gør det som du kan, men som stadig medvirker til at pulsen kommer op. Herefter laver du hurtige armsving – først fremad og derefter tilbage – så mange du kan og så hurtigt du vil.

Løft skuldrene op og ned og rundt så mange gange du vil – men sørg for at presse dig selv lidt så du mærker pulsen. Det vigtigste er at du giver dig hen i øvelsen og yder optimalt.

Herefter (hvis der stadig er tid tilbage), kan du selv vælge de øvelser du kan lide – det vigtigste er stadig at få pulsen op. Squats, lounges, burbies, sprællemænd (er jeg selv glad for), er også gode øvelser til at få pulsen op – vælg selv. Det er vigtigt at du selv vælger – for du skal orke det og synes det er sjovt.

Lav så mange du kan indtil alarmen ringer.

Ha’ fokus på dit åndedræt.

Nu er du godt forpustet og det er tid til at du fokuserer på åndedrættet. Pulsen har netop været oppe og du kan sidde eller ligge i næste øvelse.

Træk vejret dybt og når du har fået pusten tager du nogle gode langsomme og dybe åndedrag. Prøv at tælle helt til 10 i indånding – helt ud i lungespidserne og op i brystkassen og et lille nøk mere så alt hæver sig fra mave til hals.

Slip og tæl langsomt til 10 i din udånding gennem næsen og lad den langsomt sive ud gennem dine afslappede læber. Fortsæt så mange gange du kan indtil åndedrættet er helt stabiliseret og du har ro.

Åndedrættet er hele kroppens motor og jo mere effektiv og dyb den er, jo bedre “kører” kroppen da du får en bedre iltning som medvirker til optimal næring af cellerne. Netop derfor er mellemgulvet (diafragma musklen), så vigtig at træne og det du gør med denne øvelse.

Hvordan har du det nu? Mærker du smerten eller spændingen? Du er færdig med den fysiske del af øvelsen.

Nu kommer sidste del af øvelsen – den psykiske.

Tro på at din krop er stærk.

Brug tankerne positivt og genopbyggende. Tænk på din krop og hvor stærk den er (fødsel og marathon). Tænk på at kroppen hele tiden er i gang med at hele dine skavanker netop nu imens du sidder eller ligger her. Usynlige mekanismer som foregår konstant. Og hvis du giver kroppen de bedste og mest optimale betingelser for at hele sig selv – så vil den kvittere positivt.

Kroppen er fantastisk – DIN krop er fantastisk. Sig det til dig selv og skub negative tanker væk. Lig lidt og tænk på alt det gode din krop gør for dig (også selvom det måske er smerten eller bekymringerne der fylder mest). Som eksempel kan du tænke på dine sanser. Hvor meget lugtesansen betyder for dig, smagssansen osv…

Vær god ved dig selv.

Du har sikkert været rigtig god ved dig selv i denne tid med en masse lækkerier – gode bøffer , rødvin, slik og chips. Men måske har du glemt balancen og sundheden i det hele.

En sund krop er et godt udgangspunkt for at få et bedre velbefindende. Så derfor kan du med fordel begynde at belønne dig selv på en bedre og mere hensigtsmæssig måde end med masser af fedt og kulhydrater.

Jeg anbefaler at du nu går ud i køkkenet og belønner dig selv og din krop med noget mere nærende og sundt. For god kost med vitaminer, sunde fedtstoffer, fibre og proteiner er et bedre udgangspunkt for et bedre velbefindende.

Fandt du noget du kunne bruge? Hvis ikke, så lav en kop te og sæt dig på din yndlings plads, og nyd at du måske har fået det lidt bedre – du har i hvert fald fået et nyt perspektiv.

Jeg håber at jeg med denne hjemme Kropsterapi session, har fået sat nogle tanker igang hos dig.

En virtuel kropsterapi vil aldrig være det samme som at komme i klinikken, hvor du har den helt specielle stemning, nærheden, massagen og den personlige rådgivning 1 til 1. Men jeg er stadig sikker på, at du mærker dig selv og din krop på en anden måde nu, end før da du måske sad og bekymrede dig.

Og hvis du bare har læst alt dette uden at lave øvelserne, så er det også ok.

Blot tænk over, om du kan starte dagen imorgen når du vågner med: stræk, puls, vejrtrækning, positivitet, belønning. For helt simplet, er det det kropsterapi sæssionen har handlet om i dag med øvelser, der altid vil have en positiv effekt på hele kroppen og sindet.

Hvornår du giver dig selv muligheden og er åben for at finde en vej ud af smerten eller fortvivlelsen, er helt op til dig. Du kan sidde i sofaen og vælge ikke at gøre noget. Eller du kan tage ansvar for dig selv og din krop og komme op og gøre en forskel – allerede i dag. Din kropsterapeut kan åbne en dør og vise dig en vej. Men den store forskel – den gør du selv.

Jeg håber jeg har vist en vej for dig.

I næste artikel vil jeg have fokus på flere konkrete øvelser du kan lave for at styrke din krop og dit sind yderligere.

Dette var den første artikel fra Karmalounge universet.

Ses vi her i her igen? Det håber jeg.

Men jeg krydser fingre for, at vi snart skal ses på briksen.

Rigtig god karma til alle jer derhjemme, og nyd nu den ekstra tid du har fået til at kunne gøre en forskel – for dig selv!

Kærligst 

Trine / Karmalounge

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage at du er indforstået med det.  Læs mere